Vi havde haft noget omskifteligt vejr i Te Anau. Mest overskyet og en del regn og en lille smule sol. Dette ændrede sig heldigvis da vi ramte Queenstown, den selvudnævnte “adventure capital of the world”.
Her var der høj sol da vi ankom til campingpladsen, så vi hoppede i shorts og t-shirts og nød vejret. Vi boede på en lækker campingplads med hoppeborg og spillerum lige i nærheden, ligesom vi også boede ned til den smukke Lake Wakatipu, hvor vi var nede for at kaste sten i vandet.






Campingpladsen lå i Frankton lidt udenfor Queenstown, meget tæt på byens lufthavn, så vi blev jævnligt forstyrret af fly, der brølende lettede ud over søen. Heldigvis kun i løbet af dagen, så der var nogenlunde ro på om natten, så vi sov udmærket heldigvis. Den 27. tog vi en vandtaxi ind til Queenstown, da vi havde læst at trafikken inde i byen er ret kaotisk (hvilket vi hurtigt kunne konstatere). I byen besøgte vi Queenstown Kiwi Park, hvor vi fik set kiwier (!) og en masse andre af New Zealands spændende dyr. Kiwier er desværre nataktive og meget lysfølsomme, så der var totalt forbud mod at tage billeder, så i bliver bare nødt til at stole på at vi rent faktisk så dem. De er meget søde og store og pjuskede og går rundt og roder i jorden med deres lange næb.
Som sagt så vi også en masse andre dyr på vores tur rundt i dyreparken.






Efterfølgende fik vi lidt frokost, Maja og Magnus fandt noget thai street food, mens ungerne ville på den Gyldne Måge (McDonalds). Herefter gik vi ned på byens legeplads, som har fået omtale i Lonely Planet, så den skulle ungerne naturligvis opleve. Her tumlede de og byggede fæstninger på stranden. Til sidst tankede vi lige op med lækker is til hele familien, hvorefter vi tog en vandtaxa hjem for at slappe af i camperen.


Skriv et svar