Fra Motupiko gik turen videre nordpå til kysten og byen Marahau, som ligger i den sydlige ende af Abel Tasman National Park. Vi lavede først et stop i byen Motueka, fordi vi havde udset os et pizzasted, som skulle være godt. Det var naturligvis lukket, så det blev McDonalds og Domino’s til aftensmad i stedet for. Derudover var Motueka ikke det store at skrive hjem om, så vi drønede videre mod destinationen Marahau efter vi havde spist aftensmaden.

Marahau er en hyggelig lille by, der ligger ud til Tasman Bay, eller på maori Te Tai-o-Aorere. Byen har en MEGET bred strand. Eller, bred er måske så meget sagt, da det afhænger meget af tidevandet, som svinger 3-4 meter i løbet af døgnet. Da vi ankom var stranden pænt bred, så vi var nede for at tjekke den ud og tumle lidt.

Dagen efter var vi igen en tur ude, hvor ungerne også hoppede ned i vandet. Vi gik længere og længere ud men det blev aldrig dybere end max 50 cm til stor frustration for især Saga. Det blev ekstra frustrerende fordi det blæste en del og gjorde det (skide) koldt at være oppe af vandet i våd tilstand. Turen endte derfor hurtigere end forventet og vi måtte kolde returnere til bilen for at genvinde varmen. Så resten af dagen blev faktisk bare tilbragt på campingpladsen, primært på den lille legeplads, men der blev trods alt tid til at Maja kunne løbe en tur, mens Magnus fik gået en tur i den sydligste del af stien ind i nationalparken.

Næste dag skulle vi på heldagstur med Abel Tasman AquaTaxis. Vi blev hentet af en vandtaxa (speedbåd spændt bag på en gammel og pålidelig Ford-traktor) og kørt ud i vandet. Det var en ret sjov oplevelse for både os og ungerne.

Vi sejlede til stranden med det mundrette navn Onetahui, hvorfra vi skulle gå ca 5 km til Awaroa Beach, hvor vi ville blive hentet senere på dagen og sejlet retur til Marahau. De 5 km gik langs en tæt bevokset sti, hvor vi havde smukke udkig mod bugten, som vi netop var ankommet ved. Vi mødte i øvrigt en anden dansk familie på vandtaxien, som skulle ud at gå en anden tur som gik sydpå (vi gik nordpå).

Ved Awaroa ligger der en Lodge (altså et indlogeringssted) med en udendørs pizzarestaurant. Lidt spøjst når man er midt i en nationalpark, men vi fik at vide, at noget af jorden i parken er privatejet og qua den private ejendomsret kunne de jo beholde deres huse og sommerhuse og lodges som de ville, hvilket jo også er forståeligt nok. Der var heldigvis ikke opført nogen øjenbæer. Som sagt var det lidt spøjst at møde et pizzasted midt i en nationalpark,  men vi stoppede naturligvis og fik lækre pizzaer og lidt at drikke, mens vi snakkede lidt med nogle af de andre gæster. Vi mødte bl.a. et par fra Melbourne og en familie fra Christchurch, der i øvrigt havde en pige fra Norge på udveksling.

De var pænt langsomme (vi ventede 1 time), men endelig fik vi vores pizzaer, som vi nød mens vi snakkede med de andre. Ungerne spiste hurtigt, og skyndte sig ned for at lege. Der var en del nærgående wekaer, så man skulle være vågen for at undgå at ens pizza endte som weka-føde. Det lykkedes heldigvis for os, men vi så dem slippe afsted med pizzastykker fra andre. Efter pizzaen gik vi ned på Awaroa Beach for at vente på returbåden. Ungerne og Maja var en tur i vandet, mens Magnus chillede på stranden.

Alligevel gik det hverken værre eller bedre end, at Magnus lykkedes med at træde på en skorpionfisk (New Zealands svar på fjæsingen) i vandkanten, så hans fod svulmede en del op og gjorde nas de næste par dage. Dog slap vi fra at skære den af. Godt det skete sidst på turen til Abel Tasman!

Vel hjemme i camperen igen nød vi pasta med kødsovs og et glas lækker new zealandsk øl.

Dagen efter går turen videre mod Nelson på den anden side af Tasman Bay fra Marahau.