Vi sagde farvel til vores danske venner og kørte til Huka falls, som ligger 10 minutter nord for Taupō. Det var ikke så meget smukt (vi har jo set masser af vandfald på Island), men spændende var det da. Floden fossede med 220.000 liter i sekundet ned igennem en smal kløft, hvor vi kunne  stå på en bro henover. Der var smæk på! Balder prøvede at smide en pind ned, men den forsvandt hurtigt i den brusende flod.

Lidt længere henne mundede den smalle kløft ud i selve vandfaldet, hvor floden var noget bredere. Det skummede en del (Huka betyder skum på maori), men vandet blev overraskende hurtigt roligt at se på efter vandfaldet. Vi så også et par både sejle op til vandfaldet med turister. Det skulle vi ikke nyde noget af!

Efter vandfaldet fortsatte vi nordpå mod Rotorua og stoppede ved Redwood Treewalk. Det er et område nær Rotorua, hvor der for 120 år siden blev plantet en masse californiske redwoods med henblik på tømmerproduktion. Desværre vokser disse redwoods utroligt hurtigt i forhold til deres hjemstavn (på grund af New Zealands milde klima). Hvor ægte californisk redwood er en hård træsort, så er disse redwoods så hurtigtvoksende at træet ikke har samme kvaliteter til tømmerbrug. De er derfor allerede nu 60-70 meter høje, og bruges nu i stedet som turistattraktion.

Der var bygget gangbroer rundt imellem træerne, så man kunne gå rundt og opleve området i 10-20 meters højde. På selve træerne var installeret platforme med fakta om disse redwoods og den New Zealandske træindustri generelt. Det var meget spændende at gå rundt og opleve.

Efter trævandringen tog vi ind mod Rotorua. Der var pool på campingpladsen, så ungerne hoppede i, mens Maja vaskede tøj.

Om aftenen blev det tid til vores Maori-oplevelse. Vi blev hentet med bus og kørt til Mitai Maori Village, en lille “landsby” udenfor byen, der fungerer som en slags historisk kulturcenter. Her blev vi og en masse andre turister sendt ind i et telt med borde og introduceret af vores vært Riwadi. Han fortalte om aftenens program og lidt om nutidens maorier og hvordan de holder deres traditioner i live med blandt andet disse events, hvor man kan komme ind og opleve dem for en aften. 

Vi startede ud med at gå ned til den nærliggende bæk, hvor 6 mænd kom sejlende i en taka waua (krigskano). Derefter stod den på hāngī, som er et traditionelt maori-festmåltid lavet på en jordovn. Den traditionelle måde at gøre det på er ved at bygge et bål i flere lag med nogle store sten lagt imellem lagene. Bålet tændes og brænder ned, hvorefter maden tilberedes over de brandvarme sten. Nu om dagen gøres det lidt simplere (se nedenstående billede). Der var heihei (kylling), hippi (lam), riwai (kartofler) og kumara (søde kartofler). Derudover var der også lidt mere traditionelle ingredienser til mere sarte ganer, samt dessert.

Efter hāngīen var der Q/A-session hvor Riwadi svarede på spørgsmål fra deltagerne. Det var spændende at høre om. Maorierne er naturligvis fuldt integreret i den moderne verden, men de holder deres traditioner og kultur ved lige. Der er også stadig problemer i forhold til Waitangi-traktaten (Treaty of Waitangi), som var den formelle traktat om overdragelse af land mellem maorierne og de engelske kolonister, der blev underskrevet i 1840. Problemet var at den pga. sproglige forskelle blev forstået helt forskelligt på hhv. engelsk og maori. Det giver stadig problemer den dag idag, og maorierne arbejder til stadighed på at rette op på de problematiske aspekter af traktaten.

Efter Q/A-sessionen stod den på show, hvor vi blev udsat for musik, danse, samt præsentation af traditionelle maori-våben og musikinstrumenter. Det var virkeligt interessant at se og selv ungerne syntes at det var flot. Det var fantastisk at få et indblik i denne spændende kultur.